Dreyer Slekten Bergen

Lars Follum skriver i sine selvbiografiske erindringer:

Nedtegnelser af Dr. Lars Follum. Begyndt i Marts 1885. Livds Autobiografi.

''Efterkommerne pleier jo gjerne at vilde vide noget om sine Fædre, hvad som rimeligt er, og det tør derfor, (og det tør derfor) antages, at ogsaa mine fremigjemmen kunne have interesse af at faa vide lidt nærmere Besked om, hvorledes jeg har tumlet fremover min Livsbane. Da jeg ingen Optegnelser fra Fordums Dage har, bliver det dog kuns nogle spredte Erindringer over det vigtigste, de mere fremtredende Begivenheder af en livsførelse, der ikke udmærker sig ved mindeværdige Begivenheder, men er gaaet som de allerflestes stille og lidet paaagtet hen. Man maa saaledes ikke vente noget stort Udbytte af disse Erindringer, der dessuden nedskrives - uden nogen videre Bearbeidelse. I Skriftet 'Norges Læger' findes saavidt jeg ved det eneste som hidtil er biografisk noteret om Districtslæge Lars Follum.

Men til Sagen. Jeg har da, som alle andre levende Væsener, ogsaa et Fødested, og mit hedder da Burud, en middels stor Bondegaard i Nordrehov paa Ringerike. Der saa jeg altsaa Dagens Lys - om formiddagen – fortaltes det - den 7de 0ctober 1822. I min Daabsattest er min Fødselsdag hen-lagt til den 27de. s.M., men foruden at min Fader havde paa et rent Blad foran i 'Den Augsburgske Troesbekjendelse', der var indbunden i Guldsnit oq udgjorde med sin Udsirede Ryg en af de peneste Bøger i Husets tarvelige Bibliothek, til den deri indregistrerede Børnerække, ogsaa indteqnet 'min Søn Lars født den 7de October 1822. Foruden dette sikkre Bevis, fortalte en gamel Pige, Marthe Askheim, tit nok, at jeg var kommen til Verden dagen før hendes Broder, Korpstambur 0le's Søn Andreas, og dette Vidnesbyrd var afgjørende, da hin Tausekjærrinqs berømte Hukommelse var uangribelig og gjaldt som Bygdens levende Almanak, og denne Andreas var født den 8. October. Paa hint Blad var jeg da den 12te i Ordenen. Sex af disse var dog døde i en yngre Alder allerede, hvoriblandt et Par Tvillinger. Min Fader var aItsaa Gaardbruger Ole Follum og min Moder Marthe Pedersdatter. Med hende havde han faaet Gaarden Burud, da hun, som ældste af 2de Døtre, var odelsberettiget. Søsteren var gift med Gaardbruger Anders Halvorsen Vager, nærmeste nabogaard til Burud. Min Fader var født opvoxed paa Gaarden Follum, et 'benificieret' Brug ovenfor Hønefos, og som min Bestefader, hvorefter jeg er opkaldt, brugte som Bygselmand. Denne Gaard var senere i lang Tid Fogedgaard''.

Glade studiedage:

''Da jeg ikke taalte nogen somhelst Fornærmelser af Medstuderende, og behøvede jeg, saavidt erindres, kuns en enkelt Gang at varsku en af disse, at han maatte tage sig iagt, da en Gjentagelse vilde have en god Dragt Prygl til Følge. En af de Kammerater, som jeg kom godt overens med og læste meget sammen med, var Frederik Conradi, nu Districts-læge i det Trondhjemske. I Sommerferiens 1841 blev vi enige om, at han skulle følge med mig hjem, og i den Anledning tog vi tilbens over Krogskogen fra Sørkedalen til Stubdal om min Faders Sæter (Wagersætren) rnidtveis - paa Krogskoven. Underveis drev vi Jakt og Fiskeri, og den hele Tur op til Burud morede os, saa vi helt jublende korn der paa vaar Fodtur. Dette intime Vendskab flk dog, inden Feriereisen tog Ende, en ejendommelig, men ikke ukjendt Afbrydelse, thi vi blev nemlig Rivaler deroppe, idet vi tilfældig traf sarnmen med en Christiania-dame, hvortil vi straks - begge begyndte at gjøre stormende Kur, og den varme Julisol i de grønne Enge behøvedes ikke for at sætte vaare unge Hjerter i Fyr og Flamme. Ja, uden disse livsglade Dage gjorde jeg vel ikke det første, men dog et nærmere Bekjendtskab med Hende , der siden trofast vandrede Veien lang med mig. Det vil neppe lykkes mig nu, efter henved et halvt Aahundreders forløb, at give noget fyldigt eller korekt Billede af hine Dages erotiske Romantik. Man er ikke ung mere end en Gang i livet, og man faar lade sig nøie rned Erindrlngen om det gjennemlevede. At skildre subjectivt dette paa sine gamle Dage, det vil nok ikke gaa. Dersom den graa Farve, saa ofte stikker frem mellem de foran skildrede Linier har fra en enkelt Side maaske faaet en mere end tilbørlig sterk Kolorit af Mistemning, og dette skulde kanskje atter tyde hen paa, at Erindringen fæster sig mere ved Modgang end Medgang, fastere til det ubehagelige end til Livets Lyssider. Dersom min Ynglingsalder i korte Træk skulde karakteriseres, saa rnaatte den heller betegnes som en riktig livsglad Ungdom, der i fuldt Maal greb Nuet, og var ikke den mindst glade blandt de glade. Det var snarere saa, at disse smaa Pinagtigheder hellere æggede Livsmodet i Kampen for Tilværelsen og mindede Individet om dets Ret og Pligt til at gjøre sig gjeldende, selvstendigt at vælge sig en Fremtidsbane. 0g denne Feriesommer 1841 blev mig saaledes atter en MiIepæl, hvorved jeg nødvendigvis maa standse lit, om det Selvoplevede skal kornrne nogenlunde til sin Ret''. Om sin højtelskede Johanna Borgen skriver han:

''Johanna Borgen var født den 13de Juli 1819 paa Gaarden Gullerud i Norderhov, neppe 2 Kilometer fra mit Fødested Burud. Faderen var Jørgen Johansen og Moderen hedte Inger, kommen fra en Plads oppe i Haugs Anex. Hun fortaltes at have som ung været en ren Skjønhed, hvad der nok var Aarsag til at Husmandsdatteren fik den dengang velstaaende Bondesøn. I 1818 tjente hun hos Norges Stadsholders paa Bygdø Kongsgaard, hvor hun endog vagte Opsigt ved sit fordelagtige Udseende. Derfra blev hun skjøndsomt gift fra Gullerud. Jørgen var i sin yngre Alder ingen Ordensmand saa det gik snart tilbake med ham, og tilslut blev en forkrøblet Gigtkræmmer. Han blev nødt til at frasælge den gode Gaard flere smaaparter. Paa en af disse - Skælstad - boede hans Søster Tolline Gislesen, og til denne gifte tante kom Johanna som ganske liden, siden Gislesens var børnløse og Familiens Børneflok voxte paa Gullerud, og der forblev hun, indtil hun var konfirmeret. Omtrent i 16 Aarsalderen korn Johanna først til Tante M. Borgen. Enke efter Høker Ole Borgen, oprindelig en Bondesøn fra Gaarden Borgen i Asker. Denne Enke havde adskillig Formue foruden egen Gaard, nederst i Fjerdingen mod Akerselven. Hos denne sin nye Pleiemoder fik Johanna det rneget godt, holdt paa gode Skoler den første Tid og givet en bymessig Opdragelse. Hendes ypperlige Aandsevner medbidrog selvfølgelig til, at Landspigens Forvandling til Bydame ikke medtog lang Tid. Da jeg jo af og til havde seet og kjendt Johanna, medens hun var paa Skulstad, blev jeg ikke lidet forundret ved at gjense hende i Foraaret 1841, og husker jeg godt hun gjorde et dybt Indtryk paa mig Kristihimmelfartsdag, idet jeg i fuldstendig ny Dress paa den pene Vaardag tilfældig mødte hende paa Gaden et par Gange. Jeg forsømte ikke at hilse paa hende i forbigaaende, og talte hun senere ofte om, at hun ogsaa blev ''saa underlig", da hun gjensaa mig efter disse mange mellemliggende Aar. Det er vel usikkert, om vi begge havde lagt større Bret ved dette tilfældige Møde, om de senere Begivenheder udpaa Sommeren ei var kommet til. Men det er dog alligevel mærkværdigt, hvad saadanne bliksindtryk kan fæste sig saa livsvarigt til Hukommelsen. Og da vi mødte hinanden om Sommeren paa Ringerike, saa var det som vaart Barndoms Bekjendtskab ikke havde været afbrudt i disse Forvandlingsaar, nei den gjensidige Sympati drog os med sin Tryllemagt straks nærmere og nærmere til hinanden, saa Forstaaelsen kom omtrent af sig selv. For os begge havde Betingelsene dertil været omtrænt ens, idet vi begge havde faaet Smag paa Civilisationens gode Frugt. ''For første Gang, for første Gang, det giver mangen Smaating Rang", derfor erindres ogsaa smaa Begivenheder, særlig hvor ingen større haves''. Han beretter om sine forskellige logier i Christiania:

''Af mine diverse Logier er leilighedsvis nævnt nogle og jeg faar supplere disse. Da jeg forlod min Kontubernal i Oslo Strandgade, flyttede jeg til Bager Knudsen paa Grønland, senere hen til Fru Buddes Gaard (Doktor Buddes Moder) i Kirkebakken, nu Karl-Johans-Gade. Min Sidekammerat som var Peder Christian Asbjørnsen, som dog dengang endnu var en lidet bemærket Størrelse. Et Aars Tid havde jeg frit Værelse hos Madam Borgen, idet ''Langkammeret'' var mig overladt, til stor lettelse for mit Udgiftsbudget. Under Examenstiden måtte jeg dogfor ikke at forstyrres op i et andet Logi, til Møllergaten var det nok, og dermed er mine diverse Boliger i Chria. opregnedes. I min første Studietid spiste jeg sammen med nogle andre Studerende hos Madam Baastad i Peperviken. Senere hentede nuværende Korpslæge Ulrich Poppe og jeg sammen en Middagsportion, som vi broderlig delte paa hans Værelse hos Fuldmæktig Ingjer i Agersgaden. Det var vist 2 a 3 Aar vi holdt Økonomien paa denne Maade, thi de 3 Retter Mad, vi fik, var saa god og bilIig, som omtændighederne tillod. Hver Søndagsmiddag spiste jeg hos min Svigermoder, og en staaende Ret var Gjøkalvsteg. Et Par Gange i Ugen spiste jeg vel ogsaa der til Aftens, men Gamlemor likte ikke, jeg saa derhen for ofte, fordi hun syntes jeg ikke maatte hefte mig bort fra Bøgerne. Hun stod nok stadig i den Formening at jeg havde Lectier at lære om Aftenen til den følgende Dag. Men Søndags Eftermiddag, det var nu vor Tid, og den benyttede vi da også''.

Ved en anden leilighed beretter han om det glade studenterliv:

''Da jeg efterhaanden kom mere ind i Byens sociale Liv, fik jeg snart Smag paa at følge rned saalangt mine srnaa Ornstendigheder tillod, og det var vistnok et Gode for mig, at Smal-Hans's Veto saa ofte dempede Lysten, thi at agere ''Løve'', som det dengang lød - , og være en flittig Student hører ikke vel sammen. Imidlertid var nok, særlig udover Aaret 1843, kommen temmelig langt ud paa Dagdriveriets Skraphaug - Exemplia amnia instar: Det var chic ogsaa dengang for Klekkerne, som var eller ville være lit i Velten, at kurtisere de unge Koner, ja, de behøvede nu ikke altid at være saa ganske unge heller, de hang paa i det længste. En Dag - formentlig en Søndag - gik jeg forbi Vinduerne til en Leilighed, med hvis Beboere jeg var godt kjendte. Christianias Damer holdt sig i de Tider meget ved Vinduerne, saaledes ogsaa her, og idet jeg sendte op min blideste Hilsen, vinkede Fruen mig op, hvor jeg da, traf en hel Flok baade gifte og ugifte damer, af de sidste dog kun et Par stykker. Vertinden foreslog da, vi alle skulde gaa ud en Spasertur, siden de havde faaet fat i en ledsager. Hvordan det nu lagede sig, saa var nok Intrigen iforveien lagt, thi det bar ud over Drammensveien, og da vi var kommen saa langt, saa paastod Damerne, at vi maatte besøge Karens Lys, som dengang omtrent var Byens eneste Sommerforlystelsessted, og jeg maatte være med uagtet, jeg visselig ikke havde end mye Skillinger i min Lomme, hvortil kom, at jeg vel vidste Johanna sad hjenme og ventede paa mig. Men det ene som det andet hjaIp ikke, fru Gambvag lod sig ikke modsige. Blandt Følge kan jeg desuden erindre Fru Wergeland (Dikterens Kone), Fru Pastor Bjørn (Presten Bjørns - første Kone) en særdeles intelligent og tækkelig Dame, Frøken Borgen og Høyer med flere. Vi blev da længe derude i det fri, tog om Aftenen hjem paa Baad under Sang og munter Passiar, strøg saa i Byen ind til en Conditor for at faa noget tillivs, og skildes da lit efter lit, hvor enhver havde nærmeste Hjem. At de hjemme ventende Ægtemænd just ikke kunne være synderlig blide, naar Konerne surede ude saa til over Midnat, kan man ikke forundre slg over, og vi saa da i Farten en af disse, der var alt andet end den taalmodige og blide "Hynde''. Dagen efter maatte da ogsaa jeg, min Stakkel krybe til Korset og faa min Forlovede, der var usedvanlig fortørnet, blid igjen. Det var ogsaa en dum Svaghed af rnig at jeg saaledes lod mig fange, saa de Skjænd, jeg fik, var ærlig fortjenede. Turen var vistnok paa alle helt ldyllisk og forfriskende, thi der var Aand og Liv i hele Gruppen. Da vi under den sakte Baadfart paa det blanke Vandspeil, omkrandset af de bekjendte yndige Bredder paa hørte Sange fra et par af Damerne, der havde meget smukke Stemmer, vakte det en hel Opmærksornhed blandt de mange Udeværende i den stille Sommeraften. Det nagede dog hele Tlden paa rnig at rnin Johanna ikke var med''.