Tandberg slekten på Ringerike

Dette var en urolig tid hvor kampen om Slesvig pågik mellem kronen (Erik af Pommern) og de Holstenske Hertuger.

Som flere af Norges bekendte og ansete Slægter, saaledes Stockfleth, Tolier, Mech- lenburg, Garmann, Sclinell, Tønder, Hornemann, Nansen og Sverdrup, stammer Ælten Astrup fra Nordslesvig. Medens de førstnævnte Slægter hovedsagelig stammer fra Byerne paa Østkysten, har vi i Asirupslægten fra Astrup By, Brøns Sogn, Hvidding Herred1 en Repræsentant for den frie, slesvigske Selvejcrbondestand, hvis stærke Selvfølelse strax træder os i Møde gennem de Ord, en af Slægtens Forfædre, Niels Pedersen i Astrup, 1578 tilskriver sin Landsherre, Hertug Hans: »Mine salige Forfædre og jeg haver havt Gaarden og Godset i Astrup, som jeg iboer, i uforstyrret Brug og Eje, Mand efter Mand i mere end tohundrede Aar uden nogens Modkrav eller Indsigelse.« (Aktstykker Nr. 29 og 30.) At gøre Rede for den sociale Stilling, som Asirupslægtens ældste Led fra omkring Aar 1400 indtil Begyndelsen af det 16. Aarhundrede har indtaget, frem byder nogen Vanskelighed. Naar Astrupgaard i alle trykte Kilder til Haderslev Amts Historie2 findes omtalt som et adeligt Sæde, der ejedes af de Wintere, viser nærmere Undersøgelse, at netop det i Fortalen nævnte, fra Roager-Præsten hidrørende Manuskript ligger til Grund for de Oplysninger, som den daværende Ejer af Astrupgaard, Peder Bjørn, 1757 paa Foranledning af den bekendte Genealog N. Hofman indsendte til Genealogisk-heraldisk-biografisk Selskab, hvis Arkiv nu bevares i det danske Rigsarkiv, og hvorfra samtlige senere Forfattere har hentet deres Viden. Da imidlertid ovennævnte Niels Pedersen til Astrupgaard endvidere 1578 skriver til Hertug Hans: »Min Bedstefader, kaldet Truels Winter i Astorp, har til Domherrerne og Munkene i Ribe skænket noget Jord af sit Selvejerbondegods (Bundengute, i Mod- 1 Et af dc syv Herreder, som hørte under Tørning Lehn, der allerede 1580 i verdslig Henseende blev forenet med Haderslev Lehn under en fælles Lehnsmand og dannede den vestlige Del af det senere Haderslev Amt, afstaact 1864 til Preussen sammen med den øvrige Del af Hertugdømmet Slesvig. Naar Benævnelsen Tørning Lehn har holdt sig næsten op til vore Dage, skyldes dette nærmest den gejstlige Inddeling, idet alle de i dette Lehn liggende Kirker hørte under Ribe Stift i Modsætning til de øvrige Kirker i Haderslev Amt, der laa til Provstiet af samme Navn under Slesvig Bispedomme. Blandt de 12 Kirkesogne, hvoraf Hvidding Herred bestaar, fremhæver vi i Forbindelse med Astrupslægten Brøns, Skjær- bæk, Vodder, Rejsby og Roager (Rodager) Sogne. Til nærmere Orientering tjener, at Brons Sogn, hvortil Astrupgaard horer, mod Syd begrænses af Skjærbæk Sogn, mod Nordost af Vodder Sogn og mod Vest af Vesterhavet, medens Roager ligger en halv Mil nord for Vodder Sogn og atter en halv Mil fra den nuværende danske Grænse. lovrigt henvises til vedføjede Kort. 2 Pontoppidan, Danske Atlas V, 693; VII, 189, 193. Hofmans Fundationcr IV, 575. Rhode, Haderslev Amts Beskrivelse, 513. Trap, Slesvig, Aagaard, Tørning Lehn 1815. Erichscn, Der Kreis Hadersleben 1895. Schrøder, Topographie des Hcrzogthums Schleswig. 8 sætning til Kronerde, Fæstegods), foreligger der her en tydelig Udtalelse for, at Astrupgaard ej heller i ældre Tid har været adeligt Jordegods. Astrupættens Forfædre har derfor rimeligvis i det 15. Aarhundrede tilhørt den Klasse af frie Ejendomsbesiddere, som, naar deres, økonomiske Vilkaar var tilstrækkelig gode, og i Særdeleshed naar de indgik adelige Giftermaal, umærkeligt hævede sig op i Adelsstanden. Begrebet »Adel« er i Danmark ikke benyttet før 1530, og en rig Selvejerbonde har før dette Tidspunkt næppe været synderlig mindre anset end en uformuende Mand af den lavere Adel. Disse Selvejerbønder udgjorde en saa selvstændig Klasse, at Odelsbønderne i Norge paa ingen Maade overgik dem. Forholdet før 1530 var ofte det, at den lavere, ubemidlede Adel, der var skattefri mod at gøre Rosljeneste, i Krigstilfælde erklærede sig for al være Bønder, medens den, naar fredeligere Tilstande med deres Skattebyrde indtraadlc, alter paaberaabte sig sin adelige Byrd og den dertil knyttede Skattefrihed, saaledes at først det 16. Aarhundredes Mønslringsruller og Hyldingsakter sæl ler en skarp Grænse mellem Adel og Ikke-Adel. Hvad der derfor i Familieoptegnelserne fortælles om Slægtens adelige Herkomst, synes meget tvivlsomt, idel vi i Aarene 1470—92 linder Troels Winter som Herredsfoged i Hvidding Herred, uden at hans adelige Byrd tilkendegives i noget Dokument, uagtet de andre samtidige Vidner af adelig Herkomst, Nis Skram, Peter Rantzau, ja selv Smaaadelsmanden Jens Ulv fra det Aslrupgaard forholdsvis nærliggende Vesterbæk, betegnes som saadanne ved Prædikatet Væbner (Knappe). 1494—1503 nævnes Troels Winter som Sandemand, ogsaa uden al kaldes Væbner. Som Bonde optræder samtidig Jens Winter i Skjærbæk. Troels Winters Søn Peder kalder sig kun Peder Troelsen, naar han nævnes som Herredsfoged. Da han imidlertid ikke i den i 1542 paabudte Skat (Taxt over Adelen i Ribe Stift) nævnes sammen med den øvrige bosiddende Adel i Hvidding Herred Niels Ludvigsen (Rosenkrantz) til Høxbro og Jens Ulv paa Vesterbæk, ligesom han ogsaa i Overskatten 1542 over Tørning Lehn lindes anført blandt Bønderne, fremgaar del heraf ganske klart, at han ikke har tilhørt Adelen. Vi bemærker dog, al han, ifølge A. Thiset, »Danske adelige Sigiller«, har ført Vaaben, lo korslagte Fisk1. Del er derfor ingenlunde udelukket, at Troels Winters Forfædre har tilhørt den lavere Adel og derfra er traadt over i Bondestanden. Med Rette kan det i hvert Til- 1 Under Flere Breve fra 1-173—1503 i Ribe Stifts Arkiv lindes Troels Winters Segl endnu vedhængende, men desværre i saa ødelagt Stand, at det ikke er muligt at skelne, hvad det udviser. Der ses

9 fælde siges om Astrupslægtens Forfædre i Slesvig, at de har ført Skjold uden dog i samtidige Kilder at henregnes til Væbnerne. At Roager-Præsten Niels Nielsen Astrup har betragtet sine Forfædre som stammende fra Adel, viser hans Optegnelser om Slægten, men det fremgaar heraf lige saa tydeligt, at dette Adelsskab meget tidligt maa være gaaet tabt, idet han skriver: »Niels Pedersen Winter, som efter hans salig Faders Død beholdt Gaarden . . da han forstod, at den adelige Frihed var for- loret, changerede han ogsaa Stammenavnet Winter.« Adelsfriheden maa altsaa være gaaet tabt senest i Peder Troelsens Tid, da det jo ogsaa af Slægtsbogsoptegnelserne fremgaar, at han var gift med en ufri Kvinde, Hr. Niels, Præst i Brøns, hans Datter. Troels Winter synes efter det foregaaende snarere at have været en vaabenførende Frimand, d. v. s. en anset Bonde, hvis Forfædre af Kongen eller en af de slesvigske Hertuger havde faaet visse Friheder og Privilegier. Disse Frimandsslægter indtog, især i Egne, hvor der som her i Hvidding Herred og næsten hele Terning Lehn ingen mægtig bosiddende Adel fandtes, en Førerstilling og mere fremragende Plads blandt de egentlige Bønder, idet de ved deres Stilling som Herredsfogeder, der i disse Ætter ofte gik i Arv gennem liere Slægtled fra Fader til Søn, havde Skattefrihed for deres Gaarde og delvis Jagtret, saaledes at de paa delte Punkt var ligestillede med Adelen. Før 1530 forstod man ved »frie Mænd« Væbnere, vaabenførende Mænd (Adel) af gamle Slægter. Der er dog ingen Tvivl om, at Begrebet Frimand efter 1530, saaledes som del i Danmark kun benyttedes paa Bornholm og i Slesvig, betegner priviligerede Selvejerbønder, der har faaet Brev paa delvis Skattefrihed af deres Gaarde samt Frihed for Ægter (Pliglkørsler) og Hoveriarbejder, endvidere paa personlig Jagtret, thi det er klart, at disse Frimænd, der hverken i Hyldinger eller andre officielle Dokumenter henregnes blandt den egentlige Adel, i Virkeligheden ikke kan tilhøre Adelsstanden, da de ovennævnte Privilegier i saa Tilfælde vilde have været dem medfødte. At en Mand fører Vaaben, viser ikke, al han tilhører Adelen, thi det at føre Vaaben, var ikke nogen særlig Forret, idet Vaabenmærker i ældre Tider baade føres af Borgere og Bønder (se A. Thisets Afhandling »Begrebet Adel« i Historisk Tidsskrift, 7. Række, 2. Bd. 308). Man kan saaledes sige, »at Vaabenet ikke bestemmer Manden, men at Manden bestemmer Vaabenet.« Vi skal udtrykkelig henlede Opmærksomheden paa, at man ikke kan betragte disse Forhold ud fra de nu i Danmark eller Norge gældende Samfundsforhold, idet Tørning Lehn hørte under Hertugdømmet Slesvig, hvis Rets- og Ejendomsforhold var vidt forskellige fra det egentlige Kongeriges. Disse slesvigske Forhold er i høj Grad vanskelige og indviklede at komme til Bunds i, især i Tørning Lehn, thi her ligger dog tydeligt et Vaabenskjold med en eller anden skraatslillet Figur, sandsynligvis de to korslagte Fisk. Dette, Slægtens oprindelige Vaabenmærke, synes meget snart at være gaaet i Glemme, idet saavel Anders Hansen i Ullcruplund som ogsaa hans Broder Laurids Hansen i Slutningen af det 16. Aarliundredc ses at føre hver sit, ganske almindelige Bomærke. De forskellige Segl, Familiens Medlemmer i Norge efter Aar 1700 benytter, har ingensomhelst Lighed med Peder Trodsens Vaaben (se hosstaaende Afbildning, udfort i Faner efter Hr. Arkivar Thisets Tegning). 10 noget Gods under Ribe Amt, noget under Haderslev Amt, noget under Schackenborg og Gram, atter andet under Løgumkloster, danske og slesvigske Ejendomme ligger her i broget Forvirring ligesom Pletterne paa et Panlherskind. Naar Overskatten over Tørning Lebn 1542 viser os, at Peder Troelsen, der da beboede Astrupgaard sammen med Sønnen (cum filio), svarer en Skat af 18 Mark, lig 3 Plove, lig 3 Gaarde, vil man ved at sammenligne denne Skatteangivelse med de øvrige Mænd i Astrup lydelig se, at han langt slaar øverst. Sammenligner man ham med alle øvrige Mænd i Tørning Lehn, vil det fremgaa, al han er den rigesle Mand i Lehnet, idet kun en eneste kommer ham nær med 15 Mark, et Par andre med 12 Mark, ellers er de allerfleste i Lighed med Astrups øvrige Beboere sat til 6 Mark. Med Henblik paa denne Omstændighed, el i Bondeeje saa usædvanligt stort Gods- komplex og Tilstedeværelsen af den betydelige Samling af gamle Adkomst- og andre Dokumenter, der i Roager-Præstens Ungdom har været opbevarede i Brevkislen paa hans fædrene Gaard, er det let forstaaeligt, at han maaske har overdrevet sine Forfædres sociale Stilling noget, hvad der jo ofte er Tilfældet i Optegnelser af lignende Art. Et er dog sikkert, at hans Forfædre har tilhørt en stor og anset Æt. Noget lignende fremhæver A. D. Jørgensen i Sønderjydske Aarbøger (1890, S. 264) for den bekendte svenske Slægt Rudbeks Vedkommende. Denne Familie stammer fra Fæstebønder i det nærliggende Hoptrup Sogn.

De sparsomme Efterretninger, der er levnet os om Slægten Astrups egentlige Stamfader, betinger en kort Oversigt over Forholdene i Troels Winters Hjemstavn, Nordslesvig, som de havde udviklet sig paa hans Tid. Om Herredømmet i Sønderjylland havde Erik af Pommern med de holstenske Grever ført haardnakkede og langvarige Kampe, under hvilke særlig Egnene omkring de faste Borge i Hertugdømmet, Tønder, Slesvig, Flensborg og Tørning, som maatte udstaa gentagne Belejringer, havde lidt. Den faste Borg Tørning, hvis Indehaver var den mægtige Herremand Claus Limbæk, der sluttede sig til de holstenske Grevers Parti, og til Løn herfor af disse pantvis 1421 fik overdraget Frøs, Hvidding og Kalslund Herreder, som laa til Tørning Lehn, blev 1422 belejret af Kong Erik, men undsattes af Hertug Henrik. Ved den mellem de stridende Parter 1435 i Vordingborg afsluttede Vaabenstilstand, kom Hertug Adolf i Besiddelse af hele Sønderjylland (undtagen Haderslev Amt og By med Øen Ærø, og Ribe med Bispestolens Gods ved Trøjborg og Møgeltønder) samt Als og største Delen af Veslerhavsøerne. 1440 blev Hertug Adolf af Christopher af Baiern forlehnet med Slesvig og fik udleveret Haderslev og Ærø som hørende til samme, medens Ribe, ligesom før, forblev ved Kronen. Efter Claus Limbæks Død 1428 gik Tørning Lehn over til Henrik Ahle- feldt, hvis Søn Bendix endog af Kong Christian I. 1460 fik overdraget hele Gram Herred til fri Ejendom, hvorved Herredets Bønder blev Adelsbønder og Tørnings Tjenere. Henriks Søn Hans (falden 1500 ved Hemmingsted) solgte 1494 Tørning til Kong Hans for 102,000 Mark lybsk. Disse nysnævnte, mægtige Adelsmænd af Slægterne Limbæk og Ahlefeldt var altsaa Troels Winters og hans Forfædres nærmeste Herrer, indtil Lehnet ved Udgangen af det 15. Aarhundrede kom under Kronen. Under Hertug Adolfs Regering i næsten et kvart Aarhundrede herskede der Fred i Hertugdømmet, og det lykkedes ham at bringe Ro og Orden til Veje. Hans Søstersøn Kong Christian I. udløste ved store Pengesummer sine Medarvinger, nemlig sine Brødre og Greverne af Schauenburg, og valgtes 1460 til Hertug af Slesvig og Greve af Holsten og Stormarn. Ved Delingen efter Christian I.s Død fik Kong Hans Amterne, Byerne og Slottene Flensborg, Sønderborg og Aabenraa samt Øerne Femern, Als og Ærø, medens hans yngre Broder, Hertug Frederik, fik Gottorp Slot til Residens samt Amterne og Byerne Slesvig, Tønder, Haderslev og Byen Ekernførde. Indtil Hertug Frederik 1523 besteg Tronen, styrede han fra Gottorp sin Del af Hertugdømmet med Omhu og Besindighed. Troels Winters Fødeaar maa sikkert sættes til omkring Aar 1440, eftersom vi allerede finder ham nævnt 1470 som Thinghører eller Herredsfoged i Hvidding Herred. I samme Egenskab nævnes han i forskellige Aktstykker til 1492, medens han 1494—1503 forekommer som Sandemand i Herredet, idet Svend Troelsen i Ulleruplund, der sandsynligvis er hans Søn, 1494 ses at have afløst ham som Herredsfoged. 1488 faar han af Ole Svendsen i. Søndernæs, Nabobyen til Astrup, Skøde paa en Toft (et Jordstykke), beliggende Vesten for Astrupgaard. 1489 bekendtgør Troels Winter paa Thinge, at han vil betale i Jordskyld 1 Ørtig Byg og 1 Tønde Rug til Kanniken Mester Lambert i Ribe af de 8 Stykker Jord, beliggende paa Søndernæs og Astrup Marker, samt 3 Enge ved den nordre Strand-Engkove, som han selv har skænket til Vor Frue Kirke i Ribe. 31. Juli 1503 er han endnu i Live, men han maa i hvert Fald være død før 1514, 7. Marts, da Sønnen Peder Troelsen af sine tvende Svogre faar Skøde paa Astrupgaard. Naar det i Roager-Præslens Manuskript siges, at Troels Winter var gift med en Datter af velbaarne Peder Rantzau til Trøjborg, er dette ganske urigtigt, thi den eneste Mand af samme Slægt, der førte dette Fornavn og var Ejer af Trøjborg, nemlig Peder Rantzau (Broder til den bekendte Feltherre Daniel Rantzau), født 1538, død 1602, havde først 1579 af Kong Frederik II faaet Skøde paa Trøjborg, som han og Broderen Daniel tidligere synes at have mageskiftet med Kronen mod Vamdrupgaard. Han levede altsaa over 100 Aar senere end Troels Winter og efterlod sig desuden ingen Børn af sine to Ægteskaber, hvorfor Trøjborg arvedes af hans Broderbørn. Om Trøjborg kan bemærkes, at Dronning Margrethe, som havde købt Slottet af Claus Limbæk, i hvis Besiddelse det i længere Tid havde været, pantsatte dette Aar 1400 til Ribe Bispestol, hvor Slottet forblev modløst, indtil det ved Reformationen blev inddraget under den danske Krone. Paa Troels Winters Tid kan der derfor kun være Tale om en biskoppelig Lehnsmand, og denne Stilling overtog Gunde Nielsen Lange 1442 efter Henrik Rantzau og var her endnu 1470. I Slutningen af det 15. Aarhundrede var Thomas Iversen Juel Lehnsmand, fra hvilken Stilling han blev afsat 1503. Ganske vist findes der en ældre Peder Rantzau, Søn af Breide Rantzau, der nævnes 1484—96 som Lehnsmand paa Lille Tønder og 1501 paa Store Tønder, men der er næppe nogen Sandsynlighed for, at det er ham, der sigtes til i Slægteoptegnelserne. Det ligger nær at antage, at Roager-Præsten, der jo levede i en Tid, da den historiske Kritik var saa lidet udviklet, gennem en eller anden os ukendt Kilde, der har staaet ham til Raadighed, er kommen til Navnene Juel og Rantzau, der begge nævnes i Forbindelse med Astrupgaard og Trøjborg. Han har sikkert ved mangelfuld Forstaaelse af de gamle Breve og Adkomstdokumenter, hvorfra han angiver at have øst sin Viden, og vildledt af fejlagtige Slægtstraditioner, uden nærmere Hjemmel knyttet disse kendte Adelsslægters Navne til sin Families. Naar det i Slægtsoptegnelserne hedder, at Troels Winter i sit Ægteskab med Peder Rantzaus Datter »foruden anden Morgengave eller Udstyr fik 4 gode Marskenge ved Misthusum, som endnu ligger frie og uden al Afgift til Gaarden«, bør det bemærkes, at Rantzauerne virkelig har ejet Gods her. Saaledcs sælger Tønne Rantzau 1584 til sin Broder Peder Rantzau en Gaard i Misthusum med al dens Tilliggende, Ager og Eng, for 400 Mark lybsk. Hvad angaar de i Misthusum beliggende Enge, som i flere hundrede Aar henhørte under Astrupgaard, vides det, at Peder Troelsen 1530 tager Lovhævd paa, at han og hans Fader i mere end 40 Aar har været i lovmæssig Besiddelse af disse, saa at det vel, som Roager-Præsten anfører, kunde tænkes, at Troels Winter har erhvervet Misthusum Enge ved Giftermaal. Af det ovenomtalte Skøde fra 1514 fremgaar, at Troels Winters Hustru hed Mette og efter hine Tiders Skikke benævnes som »Mette Troels’ Kone«. Det er meget muligt, at hendes Faders Fornavn har været Peder, saaledes al hendes ene Søn Peder Troelsen i Astrup er opkaldt efter Morfaderen, medens den anden Svend Troelsen i Ulleruplund er opnævnt efter Farfaderen, saaledes at Roager-Præstens Optegnelser paa dette Punkt synes at være rigtige. Hun var endnu det nævnte Aar i Live. Troels Winter efterlod sig mindst fire Børn.