Tandberg slekten på Ringerike

Faderen var velhavende og lod sønnen studere i Hamborg.

NIELS PEDERSEN. Hans Fødselsaar maa falde senest omkring Aar 1515, idel vi allerede 1542 i et Mandtal i Anledning af Overskatten for Tørning Lehn finder Peder Troelsen omtalt som boende paa Gaarden med Sønnen (cum filio). Ifølge Familieoplegnelserne anvendte han »i mange Aar stor Flid paa Studeringer baade herhjemme under private tyske Præceplores Information saavel og nogle Aar udi Hamborg«. Heraf tør man slutte, at den særdeles velhavende Fader har ladet ham give en omhyggelig Opdragelse og sendt ham til den navnkundige Regneskole i Hamborg, hvor bemidlede Folks Børn paa den Tid modtog praktisk Uddannelse. Naar det derimod endvidere hedder, at han i mange Aar var Herredsfoged i Hvidding Herred, beror dette sikkert paa en Sammenblanding med Faderen og Bedstefaderen, idet vi finder, at Mikkel Pedersen Holm i Havrevad fra 1538 har afløst Peder Troelsen som Herredsfoged, og han efterfulgtes atter omkring 1547 af sin Søn Niels Mikkelsen, der omkring 1580 afløstes af sin Søn Anders Nielsen i Havrevad, saaledes at der ikke bliver nogen Plads for Niels Pedersen i Rækken af Herredsfogederne i Hvidding Herred. Ved Faderens Død omtrent 1560 arvede han alene den fædrene Gaard med alt dens tilliggende Gods, thi efter Loven om Selvejerbondegods maatte Godset ikke deles, men kun besiddes af én Arving, der saa skulde tilfredsstille eller udløse Medarvingerne med en Pengesum. Da det rimeligvis har været vanskeligt at skaffe en retfærdig Deling af en saa udstrakt og spredt Ejendom, opstod der Strid mellem Arvingerne, der kun synes at bestaa af Brødrene Niels og Hans samt Søsteren Kirstine, gift med Frands Madsen i Ribe. Da Brødrene ikke kunde forliges ved Herredsthinget, appellerede de Sagen, hvorefter Hertug Hans lod udgaa en Dom, hvori han paabyder dem at forliges snarest i Fred og Venskab med deres Søsterbørn om den Arvepart, som disse fordrede efter deres Moder. Naar de havde tilfredsstillet dem efter Loven, skulde begge Brødrene, hvis de ikke kunde forliges paa Thinge, »indføre med Kønsed«, hvad enhver havde oppebaaret af deres Fader, »det mindste med det største«, og dele alle Faderens Efterladenskaber, Jord og Gods, rørlig og urørlig Ejendom ifølge Lands Lov og Ret. Brødrene er vistnok komne overens, derimod kom Forliget med Søsterens Arvinger ikke i Stand, thi af Ribe Thingbog af 1561 ses det, at Brødrene Niels og Hans Pedersen tilbød Svogeren Frands Madsen, at naar de finge saa meget ud for lo Brødrelodder som Frands Madsen havde fanget ud for en Søsterlod, da vilde hver af dem give ham 100 Mark lybsk yderligere for Vilje og Venskab mellem dem og deres Børn, idet de tilbød at lade Sagen afgøre ved Voldgift. Torsdag næst for Riber Marked var Hans Pedersen i Ribe i Jørgen Hansens Hus og tilbød Frands Madsen at ville gøre ham Fyldest efter den Vurdering, som 12 Samfrænder havde ansat for Peder Troelsens Gods og Ejendom, og han vilde endog snarere give ham mere end mindre. Frands Madsen vilde ikke lade Sagen afgøre ved Voldgift, og efter at Processen efter Datidens langsommelige Rettergang havde slæbt sig gennem et halvt Hundredaar blev Trætten længe efter Frands Madsens og Niels Pedersens Død endelig afgjort mellem deres Arvinger, idet Frands Madsens Søn, Peder Frandsen, ved en Rigsraadsdom af 15. Juni 1608 tabte Sagen om Fordringen paa Arven efter Moderen og Andel i Astrup Gods for sig og sine Broderbørn imod Arvingerne efter Anders Nielsen paa Store Hebo ved Varde, den ældste Søn af Niels Pedersen i Astrupgaard. Derimod synes Peder Frandsen Plum et Par Aar tidligere at have forliget sig med de to andre Brødre, Fædder og Troels Nielssønner, idet han 1604, 6. September, har givet dem Skøde paa sin og Medarvingers Del i Astrupgaard. 1567 begærede Niels Pedersen Thingsvidne paa Hvidding Herreds Thing, at han lovligt havde ladet afstene (mærke med Grænsestene) den Stufjord og Enemærker, han havde paa Husum, Gjessing, Skjærbæk og Astrup Mark og Eng. Niels Pedersen maa have været en trættekær Natur, idet man har opbevaret forskellige Aktstykker vedrørende Retssager om hans ufyldestgørende Adkomstdokumenter paa forskellige Enge og Jordstykker, ligesom han selv ikke stod tilbage for sine Samtidige i Tilbøjeligheden til at stille sin Sag i et stærkt farvet Lys. Med Ribe Domkapitel havde han en langvarig Strid om Afgiften af et Jordstykke, som hans Bedstefader Troels Winter havde skænket til Vor Frue Kirke, for at der skulde holdes en ugentlig Messe for ham, hvilken Jord han dog selv beholdt Nyttebrugen af mod en aarlig Afgift af 16 Skæpper Byg. Efter Reformationens Indførelse, da Messen var falden bort, havde Familien gjort Fordring paa at faa Gavebrevet tilbage, men »de listige Domherrer« havde foregivet, at Brevet var brændt, og faaet Familien overtalt til fremtidig at erlægge en Mark dansk aarlig til Domkirken. Efter at hans Fader i mange Aar havde betalt denne Afgift, var Domkapitlet nu mødt frem med det gamle Gavebrev og havde atter forlangt de 16 Skæpper Byg aarlig. I Henhold til dette gamle Brev dømmer Herredsfogden ham 1578 til at betale de nævnte 16 Skæpper Byg i Afgift, hvorover han beklager sig hos Hertug Hans, dog vistnok uden Held, da der senere betaltes en betydelig større Afgift i Penge end den omtalte Mark dansk. 1578 havde han atter en Proces om Brøns Eng, som han hævdede at være Selvejendom, medens Herredsfogden gjorde gældende, at det var Fæstegods. Hertug Hans fældede 8. Marts s. Å. en Kendelse i Sagen, ifølge hvilken det paalagdes Herredsfogden at skaffe et af salig Hans Ahlefeldt udstedt Brev til Veje, der kunde give Oplysning i Sagen og kort før var bleven forelagt Hertugen, men som Niels Pedersen nu ikke kunde bringe til Stede. Det siges i Dommen, at Brevet er understukket (»unter- schlagen«). Disse Udtryk i den hertugelige Skrivelse synes ikke at tale til Fordel for Niels Pedersens Sag. Det er sikkert i samme Anledning, at Niels Pedersen fremkommer med et andet ynkeligt (udateret) Klageskrift, i hvilket han kalder sig en stakkels, gammel Mand, der bliver forfulgt af Herredsfogeden Niels Mikkelsen og dennes Tilhængere, som af pure Misundelse bagtaler ham hos Hertugen for at berøve ham hans Ejendom, uagtet han har Kongens Brev og Segl paa, at han skulde blive i ukrænkelig Besiddelse af sin Jord og Ejendom, og skønt han paa Thinge har fremskaffet Vidner paa, at dette Stykke Eng fra Arilds Tid havde ligget som fri Ejendom til hans og hans Forfædres Gaard og hverken var Lehn, Fæste- eller Pantegods. Hvis Hertugen afviser ham, hedder det, maa han hellere opgive det hele og gaa fra Hus og Næring og lade enhver tilrane sig af hans Ejendom, hvad dem lyster. Ogsaa denne Klage er sandsynligvis blevet resultatløs for ham, thi hans Arvinger bønfalder 1579, 19. Juni, Hertugen om at maatte beholde denne Eng, som Herredsfogden Niels Mikkelsen har fradømt deres nu afdøde Fader og tilkendt Hertugen. Samme Aar kommer han atter til kort i en anden Retssag om Afgiften af et Sted, som Anders Engel beboede, og som Niels Pedersen paastod at tilhøre ham. Den 8. Marts stadfæster Hertugen det af 12 Mænd, blandt hvilke Anders Engel, med Ed bekræftede Vidnesbyrd, at denne aldrig har svaret Afgift til Niels Pedersen, og Amtsregnskabet udviser yderligere, at der aarlig har været betalt 8 Skilling lybsk af dette Sted til Hertugen. 1578, 6. August, er Niels Pedersen endnu i Live, men er i hvert Fald død inden 19. Juni det følgende Aar. Ifølge Familieoptegnelserne ægtede han i Toftum, Emmelsbøl Sogn, Viding Herred (dét frisiske), i det sydvestlige Slesvig, Jomfru Ingeborg, der overlevede ham i nogle Aar, og som var død inden 28. Aug. 1592, da Sønnen Anders Nielsen faar Thingsvidne angaaende Arven efter hans Forældre. De havde mindst tre Børn.