Harck slægten Slesvig

[KONTAKT] På SSF Flensborg Bys og Aabenraa Grænseforenings ”Grå guld”-dialogmøde onsdag den 28. ok- tober i Bolderslev faldt det i flensbor- geren Hans Uwe Harcks lod at fortælle om sit liv. Hans Uwe Harck, årgang 1934, født i Flensborg, har rødder i en dansk familie i Sønderjylland på begge sider af grænsen. Det danske er hans kulturelle ståsted. SLÆGTENS BY TØNDER Efternavnet Harck er af gammel dato i Sønderjylland. Harck som efternavn stammer fra Christian IVs tid i Tønder. I Sønderjydsk Månedsskrift, udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, har N.V. Due skrevet udførligt om slægten, der oprindeligt stammer fra Nordjylland, nærmere sagt fra Ølgod mellem Varde og Ringkøbing. Tolderen og slotsportneren i Tønder på Chr. IVs tid hed Johann Harck. Jeg er i den lykkelige situation, at jeg har en masse ting, ordnet og uordnet, lig- gende i vores hjem på Kobbermøllevej som led i slægtsforskningen omkring familien Harck. Udover de nævnte kil- der har min farbroder Christian Harck, som var lærer på Duborg-Skolen og senere skoleleder på Cornelius Han- sen-Skolen i det nordlige Flensborg, efter han blev pensionist beskæftiget sig intensivt med vores slægt og dens historie og fundet utrolige og interes- sante ting frem, til dels flere hundrede år tilbage. De fleste ting har han ko- pieret til mig. Mit efternavn er helt korrekt Henkel Harck. Min far hed Thomsen Harck. Både Thomsen og Henkel er ægtefællernes pigenavne. Denne mode i 30erne blev hurtigt af- skaffet af hitlerregeringen, der som be- kendt kom til magten i 1933. Skikken gjorde det kompliceret for øvrigheden at snuse i slægtens herkomst. MINE FORFÆDRE Min far Eduard Thomsen Harck, født i 1905, var den ældste af fem sø- skende og den eneste af de fem, der havde tysk skolegang, selvom faderen Ingwert, min bedstefader, var pære- dansk, født i Tønder, slægtens by. Jeg husker tydeligt, at min far fortalte, at han havde sin skolegang på Ober- realschule I, en ren drengeskole. Hvorfor min far som den eneste i flokken havde tysk skolegang, kan jeg ikke få opklaret mere. Min oldefar, Søren Harck blev i efteråret 1863 indkaldt til militærtjeneste i Fredericia og var ”til tjeneste i den danske hær under krigen 1864 fra 1. februar til 11. august, som menig nr. 267 ved 10. infanteriregiment, 3. kompagni og arbejdskomandoets 3. kompagni, med hvilke han hæderligt har deltaget i for- svaret af Dybbølstillingen og fik tildelt erindringsmedaillen for deltagelse i kampen for fædrelandet 1864, i okto- ber 1876”. Papirerne har jeg liggende i kopi. 7 år senere, Bismarck havde ta- get sig af Sønderjylland i mellemtiden, måtte han deltage i den fransk-tyske krig 1870-71, dog kun som fæstnings- soldat i Polen. Jeg er stolt af at have kendskab til dette og være del af denne slægt. KONFLIKTER De dansk-tyske konflikter gjorde deres indflydelse gældende i familien i hver- dagen, hvad det følgende eksempel viser: Da min far skulle konfirmeres, ønskede Ingwert Harck, født i 1874, ikke, at pastor Andersen, som var sognets præst, skulle konfirmere ham, da samme præst var fjendtligt indstil- let overfor det danske. Derfor hen- vendte Ingwert sig hos nabosognets præst. Denne beklagede og henviste til sognegrænserne. Ingwert flyttede i august-september 1920 fra Dammhof i Flensborg, hvor han elskede at bo, til Teichstrasse, som hørte til nabosognet, og min far blev så konfirmeret der. Her kan man se, at stædighed kan flytte bjerge. Harckerne er kendte for at være stædige. BEDSTEFADEREN Min bedstefar Ingwert var i hele sit liv fast forankret i det danske arbejde i Flensborg, og det gjaldt også for min bedstemor. Ingwert var formand i SSFs 17. distrikt, æresbroder i St. Knudsgildet, medstifter af Union- Banken, medlem af Duborg-Skolens første forældreudvalg, medlem af Bor- gerforeningen, Ydun, sangforeningen Sønderjylland m.fl., og modtog Det danske Spejderkorps´ hæderstegn. Han deltog i 1. verdenskrig fra marts 1917 til 1918. Ingwert var uddannet ”Kommis”, det der i dag betegnes som Einzelwarenhändler in Kolonialwaren. Han var i lære hos A.H. Todsen i Tøn- der. Efter flere andre steder landede han som rejsende hos J.J. Noebbe Nachf. i Flensborg, Hafermarkt, Kolonial Engroshandel, hvor han var til 1930, sidst som prokurist. I trediverne kom firmaet i økonomiske vanskeligheder og måtte opgive og lukke. Forinden nåede han dog at markere sit 25 års jubilæum i firmaet Noebbe, i hvilken anledning han fik et værdifuldt guldur, som jeg i dag ved festlige anledninger bærer med stolthed. Det er gået i arv fra min far til mig. Da min kone og jeg udelukkende har piger, går det ur videre til vores ældste barnebarn Nikolaj, som i mellemtiden er blevet dansk lærer i Sydslesvig. Ingwert arbej- dede så med forsikringer, husforvalt- ninger og stod under 2. verdenskrig til rådighed for Dansk Skoleforening i Sydslesvig. Efter krigen fungerede han sammen med Helmut Leckband som opkøber af grunde til Skoleforeningen. FADEREN Min far Eduard kom efter tysk sko- legang i banklære i Flensborg, var bankmand i Kreissparkasse og i den danske Filialbank og senene prokurist på Flensborg skibsværft. Han beherskede det danske sprog, som han havde han lært som spejder. Værftet byggede under krigen hoved- sagelig u-både for den tyske marine, og det medførte, at han blev ”unab- kömmlich” og slap for at blive indkaldt som soldat. Han har således været hjemme under hele krigen, hvilket var mere end usædvanligt dengang. Det eneste, jeg husker, er at han på det sidste i 1945 blev indkaldt til Volks- sturm, et slags hjemmeværn, i nogle måneder. At min far slap for krigstjenesten har så betydet for mig, at jeg kom i tysk sko- le, indskolet i Waldschule 1941, med adskilte afdelinger for drenge og piger. Nazisterne tillod jo ikke ikke, at en le- dende mand i et rustningsforetagende sendte sit barn i dansk skole. SKOLEGANG OG KRIG Jeg har ingen gode minder om den skolegang. Den var præget af det nazi- styre, der havde magten. Klø og tæsk hver eneste dag stod på programmet. Klassestørrelsen var høj og nåede de 65 elever, da flygtlingestrømmen fra Østpreussen var på det højeste. UNDERVISNINGEN Undervisningen foregik i starten i Tyskland med en såkaldt Fibel, en ABC-bog, der var gennemsyret med propaganda og nazistiske tekste. Un- dervisningen var autoritær. Selvfølgelig rejste man sig, når læreren kom ind i klassen. Læreren var en respektsper- son. Undervisningen under krigen var mange gange afbrudt af bombealarm. Til tider var undervisningen udsat i flere uger, ja endda måneder. Til dels blev undervisningen flyttet til andre skoler, kaos over det hele. HITLERJUGEND Noget fra den tid, der står helt klart i min hukommelse, er deltagelsen i Hitlerjugend, som var en tvungen for- anstaltning for både piger som drenge, men igen klar adskilt. Som dreng star- tede man som 10-årig som Pimpf, og man havde mødepligt een gang om ugen efter skoletid. Normalt gik man uniform, men i 1944, da jeg kom til, var der ikke råd til det mere. Det ene- ste, vi fik udleveret, var et emblem, at vi tilhørte Nordmark-sektionen. Ellers gik tiden med eksercits, lære at gå i takt, og på det sidste være med til at grave panservogn-spærringer i skoven omkring Flensborg. Jeg pjækkede så godt jeg kunne, men kom ikke godt fra det. Selvfølgelig gik jeg ud af huset til tiden, men ikke til vores mødested, som normalt startede i Stadtpark un- der Wrangelmonumentet, som står der den dag i dag. Jeg gik ned til hav- nen og besøgte min Tante Anna, som havde en sølle beværtning på et af fjordskibene, ”Forelle”. Hun vidste besked om mit pjækkeri, som ikke blev uden følger. Hver ene- ste gang, jeg gjorde det, ringede det om aftenen på døren hos mine for- ældre. De kom altid med to mand og jeg måtte ud med sandheden og tage følgerne i stiv arm. Der vankede klø fra min fars side og chikane i Hitlerju- gend, når jeg mødte op igen. FERIE HOS TANTE LENI Jeg drømmer derfor den dag i dag om sommerferien i Vojens i sommeren 1943 og sommeren 1944 hos min fa- ster Tane Leni. At det var besættelses- tid, har jeg ikke opdaget. Der mangle- de intet. Selv vejret har i min hukom- melse bare været super hele tiden. Jeg havde fået visum i mit Kinderpass for hele fire uger ad gangen. Det var en evighed. Jeg fik nye legekammerater, fik lært de første brokker dansk, dejlig tid i sommerhustet ved Øsbystrand, uforglemmelig, selv flødeisen til 25 øre, som man købte hos bageren, står helt klar i mine erindringer. Jeg har senere fået opklaret, at et så- dan visum, som var abolut påkrævet dengang, kun var muligt at få trumfet igennem med store anstrengelser. Ja, der måtte de såkaldte ”Beziehungen” til, som man kaldte disse forbindelser dengang. Min far kendte en dame på det danske konsulat i Flensborg, og så gik det. Jeg har passet, spækket med hagekors og demed de to visa i behold. SKOLE IGEN Krigen ud gik jeg fortsat i Waldschule, og fortsatte i den helt kaotiske tid efter 1945 på et tysk gymnasiun i Flensborg, d.v.s. Altes Gymnasium og også til tider på den fhv. Adolf-Hitler-Schule. Men ingen af stederne var der regel- mæssig skolegang. Leg, så godt det nu kunne lade sig gøre, foregik på gaden. Jeg opvoksede i Højgade på Duborg. Man kunne kælke fra Højgade over Schlageter Platz, nuværende Burgplatz og Toosbüygade lige til havnen, uden at man mødte en bil. SKOLESKIFT FRA TYSK TIL DANSK Efter kapitulationen kom nogle af mine legekammerater hurtigt i den danske skole, men hos mig tog det længere tid, inden der faldt en afgø- relse. Jeg kender ikke grunden hertil. Jeg husker bare, at jeg kom til Duborg- Skolen uden danske sprogkundskaber. Igen kom ”Beziehungen” på bordet. Min bedstefader var jo tillidsmand i Skoleforeningen, og gik ud og ind hos Bernhard Hansen, daværende skoledi- rektør. Jeg blev puttet ind i en færdig klasse med elever, som havde dansk hjemmesprog. Det gik bare. Jeg fik utrolig hurtigt lært dansk og faldt godt til. Hjemmesproget hos os var tysk, til dels også plattysk. Skoleskiftet var et stort skridt i mit liv, som jeg husker med stor glæde. Ordnede forhold, varme overalt, morgensang i festsalen hver dag. Skolespisning med levertran og alt, hvad der ellers hører til. SPINDESIDEN Min bedstefar Ingwert elskede H.C. Andersens ”Store Klaus og Lille Klaus”. Det blev så mit første rigtige bekendt- skab med dansk litteratur. Min mors familie, spindesiden, har altid været tyskpræget, selvom min bedstemor stammede fra vestkysten og talte det, vi kalder kartoffeldansk, var min bed- stefar helt igennem tysk og ”unverbes- serlich” på det område. Jeg husker tydelig en oplevelse fra dengang. Jeg fortalte min bedstefar, som var skomager, om mit skoleskift, og det med stor glæde og forventning. Men jeg blev dybt skuffet, da min bedstefar kaldt mig for en ”Vaterlands- verräter”. MIG SELV Min danske skolegang endte med en matematisk-naturvidenskabelig stu- dentereksamen på Duborg-Skolen i 1954. Vi var 21 studenter. Sikke en forskel til nutidens elevtal. I mellem- skolen fik jeg en kammerat, Uwe Jens Ramm, boende i Mørvig i Flensborg. Vi blev venner og holdt sammen, indtil vi tog vores studentereksamen - og det bedste er, vi er stadig venner. Jeg fik en handelsuddannelse i et af Flensborgs dengang mange romfabrik- ker, hvor jeg også lærte min kone Inge at kende. I 1959 blev vi gift og fik to dejlige piger. Min kone er siden blevet ret så kendt rundt omkring, idet hun forelskede sig i gamle dukker og be- gyndte at modellere knunstnerdukker selv. Hun har opnået adskillig kunst- priser i løbet af tiden og har i dag et eget lille atelier i inderbyen. MINE PLEJEFORÆLDRE Mine ferieophold på Fruegaarden i Holmdrup på Sydfyn har betydet uen- delig meget for mig. Jeg har altid holdt kontakten, også efter min skoletid, ja til den dag i dag. Mine ”plejeforældre” er døde forlængst, men forbindel- sen til børnene er bibeholdt, og det samme gælder for min kone, som var feriebarn hos den kendte pastor Blau- enfeldt i Ringe. Kontakten var blevet afbrudt, men Inge havde for nogle år tilbage skrevet en kronik om sine fe- rieophold i Ringe, og ad den vej har vi fået genoplivet kontakten, selvfølgelig også med børnene. Vi besøger hin- anden, når der er lejlighed il det. Det har for os begge været en berigelse at have været med til disse ferierejser. For mit vedkommende var det igen en ”Beziehung”, der gjorde, at jeg kom til Sydfyn på en mellemstor bondegård i nærheden af Skårup. Gårdejeren var aktiv i Grænseforeningen, og min far var dengang formand i Sydslesvigsk Forenings 6. distrikt i Flensborg, og selvfølgelig andre danske foreninger. Gårdejeren Alfred Rasmussen var en gammeldags bonde på en gammel bindingsværksgård med ca. 40 tønder land, grundtvigianer helt igennem, friskolemand og ivrig valgmenigheds- deltager og uhyre interesseret i det danske arbejde i Sydslesvig. Min ple- jefar havde hverken traktor eller bil dengang, jeg kom der som feriebarn. Udflugter m.m. skete med hest og karet eller også pr. cykel. Vi var tre feriebørn på gården, de to andre var fra København, så det har aldrig været kedeligt. Dansk kultur sad i højsædet på Fruegaarden. Om sommeren var der friluftteater på Nyborg slot, da- nehofspil, og det skulle vi feriebørn selvfølgelig se. Transporten derhen og tilbage foregik på cykel - 70 km på en aften, det kunne være anstrengende, men altid en oplevelse. MIN TID I SABROE Jeg søgte nye udfordringer. Det var sidst i 50erne. Romtraktaten var kom- met på plads. Danmark var medlem af EFTA, mens blev Tyskland indbundet i EWG. Mange eksperter frygtede en toldgrænse imellem de to blokke. Hvad igen betød, at fremtidsoriente- rede virksomheder flyttede en del af produktionen syd for grænsen, for at have et ben indenfor i EWG. Blandt disse var Danfoss, Lego, Grundfoss, Storno, Sabroe. Jeg søgte udfordrin- gen og fik tilsagn fra både Danfoss og Sabroe. Jeg valgte Sabroe, som den mindste af de to muligheder. Det blev til 45 år, hvor min karriere endte som direktør med et par hundrede ansatte i udkanten af Flensborg. Min tilværelse i en dansk koncern, på det sidste en del af Lauritzen-Koncer- nen i København, ville fylde en hel bog. Jeg havde i løbet af tiden forskel- lige ansvarsområder, på det sidste dog med tyngdepunkt i salg. Det var køle- anlæg til alle verdens formål, dog kun til industrien, der stod på programmet. En uhyre interessant tid, hvor jeg hur- tig fik lært at forsvare mine fire stole- ben, fordi der er altid var nogen, der prøvede at save i stolen. At jeg var en del af mindretallet, har ikke betydet en pind. Koncernsproget var engelsk, og prioriteten var, at der skulle tjenes penge. Ledende folk i koncernen kunne ikke se, at der i mange henseender var forskel på Nord- og Sydslesvig, blot for at nævne et groft eksempel på uvidenhed i grænsespørgsmålet. I min tid i Sabroe fik jeg aldrig tid til at virke med i det danske arbejde i min hjemstavn. ST. KNUDSGILDET To ting har jeg dog taget mig tid til i min tid hos SABROE; familien, så godt det nu kunne lade sig gøre, og mit broderskab i St. Knudsgildet, det æld- ste gilde i Nordeuropa, hvor jeg har været broder i snart 50 år og i flere år- tier har virket som kansler. I St. Knuds- gildet er jeg broder i 3. generation. Jeg elsker samværet med brødrene i den ældste danske sammenslutning i Sydslesvig, hvor traditioner og en mere end 900 års historie er i højsædet. Vores skyttehus er fra 1843 og der- med den ældste dansk-ejede bygning i Sydslesvig efter Helligåndskirken og Flensborghus. Også min ven fra skoletiden, Uwe Jens blev på min foranledning knudsbro- der. Johann Jes Kruse, foregangsman- den for dansk arbejde i Sydslesvig, byggede huset og danske mænd som Gustav Johannsen, Christian Ravn, Jo- hann Wrang, Jacob Kronika og mange andre, gik ud og ind på St. Knuds- borg. Minderne taler fra væggen. Selv Frederik VII har sat sine spor på St. Knudsborg. Traditioner står i fokus. Kontakten til det danske kongehus er enestående. KREDITFORENINGEN Det sidste skud på stammen er mit arbejde i Slesvigsk Kreditforening, en kreditforening på lige fod med ”Lan- deværnet” i Tinglev. Her beklæder jeg for tiden, og det har jeg gjort i mange år, posten som for- mand for tilsynsrådet. Som i tyverne låner vi penge ud til vore medlemmer i mindretallet, penge som vi fik samlet sammen efter af- stemningen, hvor vandrelærer